Osteopati

Hvad er osteopati?

Osteopati er en helhedsorienteret behandlingsform – det betyder, at vi ikke kun behandler det sted, der gør ondt, men prøver at finde årsagen til, at det gør ondt. Det er der, vi skal sætte ind for at forebygge, at smerten kommer igen. Filosofien bag osteopati er, at når kroppen bliver korrigeret mekanisk, vil kroppens egen evne til at hele sig selv træde i kraft.

Osteopati er baseret på traditionelle sundhedsvidenskabelige fag, som anatomi, neurologi, fysiologi, biomekanik, embryologi og patologi.

Når du undersøges af en osteopat, er målet at finde og forebygge dysfunktioner i hele kroppen. Derfor vil vi ved første møde spørge ind til hele din sundhedshistorik – ikke kun det symptom, der fik dig til at opsøge os. Det er derfor en god idé at bruge lidt tid inden dit første besøg med at skrive en liste over, hvad din krop har været udsat for gennem tiden. Myoser, ulykker, skævheder, maveproblemer, hovedpine – det kan være med til at hjælpe os til at normalisere kroppen og at finde den virkelige årsag til det problem, der fik dig til at kontakte os.

Din behandling vil altid være individuelt tilrettelagt og afhængig af årsagen til netop dine symptomer. Det er ikke ualmindeligt, at årsagen til problemet ligger et andet sted end der, hvor du oplever smerterne eller symptomerne. Vi behandler derfor både symptomerne og selve årsagen. Derudover kan vi eventuelt give nogle basale råd og anbefalinger relateret til kost, søvn, træning og livsstil, hvis det er relevant.

Hvad kan vi behandle?

Vores krop er opbygget sådan, at vores system fortæller os, hvis der er problemer i kroppen. Derfor er det vigtigt ikke at ignorere kroppens signaler – det vi mærker som gener eller symptomer. Det kan for eksempel være smerter, snurren, følelsesløshed, uro, svimmelhed, kvalme, træthed osv. Det er vores opgave at finde og behandle årsagen til disse gener/symptomer.

Her er nogle eksempler på, hvad vi behandler på klinikken:

· Rygproblemer
· Hovedpine, migræne og svimmelhed
· Sportsskader
· Nakke-, skulder- og armproblemer – Hofte-, knæ-, ankelproblemer – Graviditets-gener
· Gener hos babyer/børn, fx kolik, torticollis eller fordøjelsesproblemer
· Systemiske lidelser, fx fysiske gener pga. stress, fordøjelsesproblemer, refluks (sure opstød), visse hormonelle ubalancer.

Kontakt os, hvis du vil vide, om vi kan hjælpe med dit problem.

Cases

Klik på plusset og læs om forskellige cases fra vores klinik.

CASE 1 - Lændesmerter

En pensioneret sygeplejerske på 67 år har gennem 20 år haft lændesmerter, hvor lænden låser, så hun får hold i ryggen og har svært ved at rejse sig. I samtalen kommer det frem, at hun blev opereret for blindtarmsbetændelse for ca. 30 år siden.

Undersøgelse: Ved undersøgelsen viser årsagen sig at være arvæv fra blindtarmsoperationen og stramt bindevæv i overgangen mellem tyk- og tyndtarm. Desuden er der manglende bevægelse i ryggen mellem skulderbladene og i overgangen mellem bryst- og lændehvirvler.

Behandling: Efter at vi har fået løst op i ryggen og strakt arvævet, og patienten er kommet i gang med hoftestræk, forsvandt symptomerne efter fire behandlinger.

Forklaring på behandlingen: Hoftebøjerne udspringer fra lænderyggen og løber igennem bækkenet, hvor den hæfter, for så igen at hæfte på lårbenet. Hvis hoftebøjeren bliver irriteret, kan den ’trække i lænden’, og et af symptomerne kan være, at det er svært at rejse sig hurtigt fra en stol uden at få ondt i lænden. Grundet arvæv fra blindtarmsoperationen er hoftebøjeren irriteret, og dette giver spænding i lænden og små hold i ryggen.

CASE 2 - Snurren i baglår

En 45-årig mand med kontorarbejde går til fodbold en gang om ugen. Han har gennem det seneste år fået tiltagende ondt i lænderyggen, og nu er der tilstødt en snurrende fornemmelse ned i højre baglår. Det gør ondt at sidde ned i længere tid, og der kommer jag i lænd og baglår ved host/nys. Smerterne er værst om morgenen. Han er stoppet til fodbold grundet smerter i lænden og en mærkelig fornemmelse af, at højre fod hænger fast i underlaget.

Undersøgelse: Vi finder ud af, at der er nedsat refleks og kraft i højre sides fod. Refleksen i lårsenen og akillessenen er nedsat, og patienten kan ikke løfte sin højre fod og ’gå på hæle’. Der er nedsat bevægelse i den nederste lænderyghvirvel, hvor den nerve ligger, som styrer kraften i benet. Behandling og resultat: Vi har løsnet den 5. lænderyghvirvel og, hvilket har løst op for nerven i dennes forløb ud i benet. Patienten oplevede en bedring af smerterne allerede efter første behandling, og efter 7 behandlinger var patienten symptomfri.

Forklaring på behandlingen: Når der er nedsat refleks og nedsat kraft i benet, er der noget der presser på nerven og giver smerterne. Der kan være mange tilstande, som kan give disse symptomer, et af dem er diskusprolaps eller en begyndende prolaps, som vi kalder protusion. I dette tilfælde var der refleks og kraft i benet, så der var tale om en protusion. Behandlingen var derfor at lette på nervetrykket ved at løsne den hvirvel, hvor nerven løber ud fra samt at bedre nervens forløb.

CASE 3 - Svimmelhed

En 40-årig kvinde døjer med svimmelhed, ondt i nakken og tilbagevendende hovedpine. Hun har indre uro i kroppen, ondt i nakken og svært ved at dreje hovedet til højre uden at blive svimmel. Hun arbejder som tandtekniker og sidder 7-9 timer dagligt med koncentreret arbejde i statiske stilinger. Inden første konsultation har hun været til øre-næse-hals-læge, som har udelukket sygdom. Blodtrykket er normalt, og der er ingen tegn på bagvedliggende sygdom som årsag til symptomerne.

Undersøgelse: Her kommer det frem, at hun er meget spændt i højre side af kæben og øvre del af nakken, og hun har dårlig bevægelse af det øverste ribben i højre side. Hun er spændt i brystkassen.

Behandling og resultat: Vi behandler øverste ribben på højre side og musklerne i kæben, og vi løsner leddene i øvre del af nakken. Desuden bliver hun opfordret til at bevæge hovedet og overkroppen i de pauser, hun har på job, samt dreje hovedet til højre, når hun ligger i sengen. Efter første behandling er svimmelheden, uroen og hovedpinen forsvundet, og hun kan bedre dreje hovedet mod højre. Efter tre behandlinger er bevægelsen i nakken næsten optimal. Hun kan stadig opleve manglende bevægelse i nakken, når hun har for travlt eller glemmer at variere sin arbejdsstilling. I disse tilfælde kan en behandling hjælpe, så generne igen minimeres.

Forklaring på behandlingen: Omkring de øverste nakkehvirvler og kæben er der mange nervebaner, som er forbundet med vores sanser. Især balancen kan bliver påvirket, hvis der er problemer i dette område. Men også den generelle uro i kroppen kan stamme fra spænding i dette område. Langt størstedelen af rotationen i nakken kommer fra de øverste nakkehvirvler. Efter at vi havde løsnet spændingerne, var det simpelthen lettere for hende at dreje hovedet.

CASE 4 - Lænd/bækken smerter

En 36-årig kvinde søger hjælp, fordi hun har haft stærke smerter i lænden/bækkenet og baglårene i et år. Det startede med et hold i ryggen. Siden har hun taget smertestillende hver dag, og hun har nu især smerter om morgenen og efter at have siddet ned. Smerten er værre ved menstruation.

Undersøgelse: Efter undersøgelsen kan vi udelukke, at der er noget alvorligt galt, som kræver lægelig hjælp. Det bliver også klart, at der er stor spænding i bækkenmuskulaturen og bindevævet i den ene side samt spænding i nakken, som ser ud til at påvirke nervevævet ned til bækkenet.

Behandling og resultat: Vi får løsnet muskulatur og bindevæv i bækkenet samt spændingerne i nakken og det nervevæv, som har forbindelse til bækkenet. Patienten er langsomt blevet bedre og har efter 3-4 behandlinger ikke længere daglige smerter. Hun er dog stadig meget plaget ved menstruation og generelt om morgenen. Efter at have rådført sig med lægen har hun besluttet at få fjernet sin hormonspiral. Efter dette og fortsatte behandlinger har hun fået det bedre. Efter 10 behandlinger er hun symptomfri og mærker kun en lille smule i lænden ved menstruation.

Forklaring på behandlingen: Smerterne i baglåret og i bækkenet stammede fra ledbånd og bindevæv ved lændehvirvlerne og bækkenleddene. De var blevet påvirket under graviditet og fødsel og forværret efter det hold i ryggen, hun oplevede. Det er typisk, at man oplever morgensmerter og opstartssmerter, når det er disse strukturer, som er påvirket. I sjældne tilfælde kan en spiral påvirke systemet negativt, og eftersom der er nerveforbindelser mellem lænden og bækkenorganerne, kan lænden også bliver påvirket af dette. Det forklarer, hvorfor hun fik det bedre, efter at spiralen blev fjernet.

CASE 5 - Forstoppelse, 4 mdr. baby

En 4 måneder gammel dreng lider af forstoppelse, han ligger skævt med kroppen og trækker hovedet bagover, især når han er ked af det. Han sover uroligt og kortvarigt og gylper meget. Han har været til fysioterapeut og kiropraktor uden effekt. Undersøgelse: Det er tydeligt, at drengen er spændt i led og muskulatur i nakken samt i den øvre del af lænden. Mellemgulvsmuskulaturen er meget spændt, især omkring det område hvor spiserøret løber igennem og ned til mavesækken.

Behandling og resultat: Vi behandlede muskulatur og led i nakken samt i øvre del af lænden for at normalisere nerveforløbet til fordøjelsessystemet og undgå de nakkespændinger, som drengen oplevede. Vi behandlede mellemgulvsmuskulaturen for at sikre optimal funktion omkring spiserøret og mavesækken. Efter 1. behandling sov han bedre og gylpede mindre. Efter 3 behandlinger er fordøjelsen og skævheden normaliseret, drengen har det godt og sover meget bedre. Moderen har øvelser til afspænding af drengens nakke, som de kan bruge, hvis de oplever tilbagefald.

Forklaring på behandlingen: Der er rig nerveforbindelse fra nakken og til fordøjelsessystemet samt mellemgulvet. Derfor kan spændinger i nakken forstyrrer fordøjelsen og påvirke gylpningen, som i dette tilfælde blev forværret af, at der også var spændinger i lænden, hvor mellemgulvet fæstner.

Ofte stillede spørgsmål

Dækker mit forsikringsselskab osteopati?

Der er flere forsikringsselskaber, der dækker behandlingen ved en osteopat. Det kan være igennem arbejdet eller ens egen sundhedsforsikring. Vi anbefaler, at du kontakter dit forsikringsselskab, inden behandlingen påbegyndes, så du er sikker på, at der er bevilling til osteopati. Via Danske Osteopaters hjemmeside kan du få et overblik over, hvilke forsikringsselskaber der dækker osteopati.

Skal jeg til lægen, inden jeg tager til en osteopat?

Nej, det er ikke nødvendigt at opsøge en læge, inden du tager til osteopati. Vi er som osteopater uddannet til at diagnosticere indenfor problemer i bevægeapparatet, men også til at opfange mere alvorlige tilstande og derefter sende patienten videre til lægen.

Vi har et godt samarbejde med lægerne og vil hjælpe videre til lægen, hvis det ikke er indenfor vores kompetencer.

Vi anbefaler altid at kontakte lægen, inden behandlingen opstartes, hvis du er i tvivl.

Der kan undtagelsesvis være nogle forsikringsselskaber, der gerne vil have en henvisning fra din læge, inden der bevilges behandling til osteopati.

Kan i hjælpe mig når…?

Vi har ofte patienter, der er i tvivl om vi kan hjælpe dem. I langt de fleste tilfælde kan vi fjerne eller lindre patienter med smerter i bevægeapparatet. Kontakt os, hvis du er i tvivl, om vi kan hjælpe dig.

Hvor mange behandlinger skal jeg have?

Vi har en grundregel om, at du skal kunne mærke en forskel efter 1-4 gange. Hvis du ikke reagerer positivt på behandlingen, er det vores opgave at hjælpe dig videre i systemet, så du finder den rette hjælp.

Er der tilskud til osteopati?

Sygesikring Danmark giver tilskud til osteopati. Den offentlige sygesikring giver ikke tilskud til osteopati. https://www.sygeforsikring.dk/GruppeS/tilskud/osteopati

Titlen M.R.O.DK

M.R.O.DK står for ’medlem af registrede osteopater i DK’. Titlen er din garanti for, at osteopaten har gennemført en officiel osteopatisk uddannelse.

Det er din garanti for højeste kvalitet og faglighed.

Vi er medlem af DO, Danske Osteopater, det er din garanti for, at kvaliteten af vores faglighed ikke blot er anerkendt af os selv, men også af en ekstern instans. Danske Osteopater garanterer for vores osteopaters uddannelse, og at de besidder diplom i osteopati. Du bør altid sikre dig, at din osteopatiske behandler er godkendt af Foreningen Danske Osteopater.

Læs mere om titlen her